Spring til indhold

Kongeriget Danmarks ambassader

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kongelig Dansk ambassade i Reykjavík, Island

Kongeriget Danmark har 80 ambassader i udlandet inklusive 2 ambassadekontorer. De største ambassader ligger i Washington DC og Berlin. De danske ambassaders hovedopgaver er at varetage udenrigspolitiske og økonomiske interesser for Kongeriget Danmark, forvalte udviklingsbistand, hjælpe nødstedte danske statsborgere i udlandet og udbrede kendskabet til Danmark, Grønland, Færøerne og dansk, grønlandsk samt færøsk kultur.

Opgaver

Varetagelse af Kongeriget Danmarks udenrigspolitiske og økonomiske interesser

Ambassaderne fremmer danske politiske og økonomiske interesser ved at analysere og vurdere opholdslandenes indenrigs- og udenrigspolitiske forhold. De danske beslutningstagere benytter disse analyser og vurderinger, når de skal træffe beslutninger af betydning for Kongeriget Danmark og for opholdslandet. Ambassaderne udarbejder analyserne på baggrund af et indgående kendskab til opholdslandets forhold. Et kendskab som ambassaderne blandt andet har gennem fortrolige kontakter til landets politikere og myndigheder.

Hvad der kan være relevant for ambassaderne at analysere afhænger af, om der for eksempel er tale om et EU-land eller et udviklingsland. I EU-landene følges holdningerne til EU-samarbejdet meget tæt. Det kan være er konkret emne, hvor KongerigetDanmark har særlige interesser i at sikre et bestemt resultat under forhandlingerne. Eller det kan være opholdslandets holdning til den fremtidige udvikling af EU-samarbejdet.

I andre lande kan analyserne og vurderingerne omhandle eksempelvis den sikkerhedspolitiske situation, om der er fare for terrorisme, og om opholdslandet respekterer menneskerettigheder og demokrati. Analyserne omfatter også fattigdom og en eventuel flygtningesituation. Endelig bedømmer ambassaderne mulighederne for handelssamarbejde.

For at fremme danske interesser forsøger ambassaderne også at påvirke meningsdannelsen i opholdslandet, når landets myndigheder skal træffe politiske beslutninger af interesse for Kongeriget Danmark. Gennem kontakt til opholdslandets politikere, embedsmænd, organisationer og medier kan ambassaderne påvirke opholdslandets stillingtagen til et emne, der behandles i eksempelvis EU eller FN.

Forvaltning af dansk udviklingsbistand

Ambassaderne i udviklingslandene gennemfører og styrker kvaliteten af den danske udviklingsbistand. De sikrer, at de enkelte udviklingsprogrammer og -projekter gennemføres som planlagt, og ambassaderne fører kontrol med, at der udarbejdes rapporter over arbejdet, bliver aflagt regnskab og foretaget ekstern revision af brugen af midlerne.

Kongeriget Danmark stiller visse betingelser for bistanden. Danmark kræver for eksempel god regeringsførelse i modtagerlandene. Altså at regeringen leder landet på en acceptabel måde. Ambassaderne er Kongeriget Danmarks forlængede arm i arbejdet med at støtte modtagerlandenes bestræbelser med at lave reformer inden for områder som uddannelse og sundhed og med at styrke erhvervslivets rolle i den økonomiske udvikling. At bekæmpe fattigdom, afhjælpe miljøproblemer, hjælpe flygtninge i deres nærområder og at fremme demokrati og respekt for menneskerettigheder har også høj dansk prioritet.

Ambassaderne er i løbende dialog med opholdslandenes myndigheder for at give udviklingsbistanden gennemslagskraft. Ambassadernes daglige samarbejde med myndighederne sikrer, at udviklingsbistanden slår igennem i modtagerlandenes egen politik og forvaltning, hvor den virkelig gør nytte.

Fremme af dansk eksport og udenlandske investeringer i Kongeriget Danmark

Uddybende Uddybende artikel: Danmarks Eksportråd

Det sker ved at rådgive og samarbejde med danske virksomheder for at sælge danske varer i udlandet og for at etablere danske virksomheder i udlandet. Repræsentationerne udarbejder blandt andet markeds- og konkurrenceoplysninger og undersøger afsætningsmulighederne i opholdslandet. Ambassaderne arrangerer besøgsprogrammer for danske virksomheder, som ved selvsyn ønsker at undersøge det lokale marked. Derudover promoverer ambassaderne Danmark til udenlandske investorer for at få udenlandske virksomheder til at investere i Kongeriget Danmark.

Ambassaderne opbygger netværk mellem danske og udenlandske handels- og interesseorganisationer. Endelig er en vigtig del af eksportarbejdet at finde nye forretningsområder og påbegynde projekter, der kan føre til forretningsmuligheder.

Hjælpe nødstedte danske statsborgere i udlandet

En vigtig og stor del af arbejdet for en ambassade er at behandle visumansøgninger og ansøgninger om opholdstilladelse fra udenlandske statsborgere. I 2005 behandledes 75.500 visumansøgninger og 13.686 ansøgninger om opholdstilladelse. Danske ambassader har en særlig opgave med at bidrage til Udenrigsministeriets rejsevejledninger med oplysninger om risiko på grund af krig, terrorisme, uroligheder, naturkatastrofer mv.

Ambassaderne hjælper nødstedte danske statsborgere i udlandet. Danske rejsende kan f.eks. blive udsat for tyveri, overfald, tab af dokumenter, ulykker, sygdom, naturkatastrofer, uroligheder eller dødsfald. I de senere år har det drejet sig om 80-100 personer. Hjælpen kan f.eks. bestå i besøg i fængslet, overførsel af penge eller kontakt til myndigheder og advokater.

Udbredelse af kendskabet til Kongeriget Danmark og til dansk, grønlandsk samt færøsk kultur

Ambassaderne udbreder kendskabet til Kongeriget Danmark og til dansk, grønlandsk og færøsk kultur ved at:

  • give generel information om Kongeriget Danmark til offentligheden og medierne i opholdslandet
  • arrangere danske kulturelle begivenheder i opholdslandet
  • finde sponsorer til kulturarrangementer med dansk deltagelse
  • formidle kontakt mellem danske og udenlandske kultur- og uddannelsesinstitutioner
  • fremme udenlandsk turisme i Kongeriget Danmark.

Udførelse af logistiske opgaver

Ambassaderne står for at organisere besøg af medlemmer af det danske kongehus, danske, grønlandske og færøske ministre, folketingsudvalg og andre politikere, organisationer og journalister.

Nye ambassader 2007

Lande med danske ambassader.

I 2007 blev der på finansloven bevilget midler til oprettelse af nye ambassader som konsekvens af en af Udenrigsministeriet foretaget analyse af globaliseringens konsekvenser for udenrigstjenesten. De nye ambassader omfatter følgende lande: Argentina (Buenos Aires, genåbning), Australien (Canberra, genåbning), Jordan (Amman), Libanon (Beirut, opgradering fra ambassadekontor), Marokko (Rabat, genåbning), samt et handelskontor i Qatar (Doha).

Liste

Dette er en liste over danske ambassader i udlandet. Danmark har 77 ambassader i udlandet, og det diplomatiske netværk i flere vestlige lande afspejler en moderne strategi for at maksimere effektiviteten og relevansen.[1]

Europa

Kongelig Dansk ambassade i Zagreb, Kroatien.
Kongelig Dansk ambassade i Vilnius, Litauen.
Kongelig Dansk ambassade i Moskva, Rusland.
Kongelig Dansk ambassade i Bratislava, Slovakiet.
Kongelig Dansk ambassade i Stockholm, Sverige.
Kongelig Dansk ambassade i London, Storbritannien.

Nordamerika

Danmarks ambassade i Mexico City
Danmarks ambassade i Washington, DC.

Sydamerika

Afrika

Asien

Danmarks ambassade i Shibuya-ku, Tokyo, Japan.

Oceanien

Multilaterale organisationer

Se også

Referencer

  1. ^ "Organisation". Arkiveret fra originalen 5. oktober 2011. Hentet 30. september 2011.
  2. ^ "Denmark's Permanent Representation to the Council of Europe". Arkiveret fra originalen 14. september 2010. Hentet 30. september 2011.
  3. ^ "Permanent Representation of Denmark to the EU". Arkiveret fra originalen 12. juni 2011. Hentet 29. september 2011.
  4. ^ "Permanent Representation of Denmark to NATO". Arkiveret fra originalen 3. september 2011. Hentet 29. september 2011.
  5. ^ "Permanent Delegation of Denmark to the OECD". Arkiveret fra originalen 23. november 2011. Hentet 29. september 2011.
  6. ^ "Danish Mission to the OSCE, IAEA and CTBTO". Arkiveret fra originalen 26. juli 2009. Hentet 8. november 2011.
  7. ^ "Permanent Mission of Denmark to the UN". Arkiveret fra originalen 5. oktober 2011. Hentet 29. september 2011.
  8. ^ "Danish UN Mission Geneva". Arkiveret fra originalen 30. september 2011. Hentet 29. september 2011.

Eksterne henvisninger

Skabelon:Kongeriget Danmarks ambassader