Modalitet er i sprogvidenskab forskellige udtryk for den talendes holdning til eller vurdering af et meddelt sagforhold. Modalitet viser sig ved brug af de såkaldte modalverber, burde, kunne, måtte, skulle, turde og ville, ved forskellige adverbier som da, nok, vist, jo og i nogle sprog forskellige verbalformer.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet modalitet kommer af middellatin modalitas, af modalis 'angående måden', af latin modus 'måde'.
Man skelner gerne mellem tre hovedtyper af modalitet: aletisk om sagforholdet vurderet i forhold til naturlove, epistemisk om sagforholdet set i forhold til en mere eller mindre subjektiv sandsynlighedsvurdering samt deontisk om sagforholdet set i forhold til sociale love eller normer. Inden for hver type skelnes der mellem mulighed og nødvendighed, fx epistemisk mulighed over for epistemisk nødvendighed.
De danske modalverber udtrykker ikke entydigt den ene eller anden type modalitet, jf. følgende eksempler på hhv. epistemisk og deontisk brug af skulle: Han skal være taget til Tåsinge over for Han skal tage til Tåsinge og af måtte: Du må være vanvittig over for Du må få den repareret. I modsætning til norsk, engelsk og tysk skelner dansk ikke systematisk mellem deontisk mulighed og nødvendighed, men kan bruge verbet måtte i begge tilfælde, fx Du må sidde her svarende til no. få, eng. may og ty. dürfen over for Du må læse dine lektier svarende til no. måtte, eng. must og ty. müssen; i sidste tilfælde kan man dog på dansk også bruge skulle.
Et karakteristisk træk ved dansk er den udstrakte brug af visse adverbier, såkaldte modalpartikler, der udtrykker forskellige modale nuancer, jf. Han er vist i Roskilde over for Han skal være i Roskilde. Ved at indføje vist står den talende inde for muligheden, mens der med skulle blot gengives et forlydende.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.