Er det realistisk at bosætte sig på Mars om 10 år?

Hvis det står til organisationen Mars One, så vil menneskeheden sætte sine første fodaftryk på planeten Mars allerede om 10 år.

Organisationen har opnået stor opmærksomhed verden over med sin ide om at lave reality-tv ud af at sende mennesker til den røde planet – uden en returbillet.

Og selvom det kan lyde som en ren selvmordsmission, så kunne Videnskab.dk tirsdag den 10. september bringe nyheden om, at ikke mindre end 489 danskere har ansøgt organisationen om at blive sendt afsted til Mars.

Men hvilke risici løber man egentlig ved at rejse til Mars – og er Mars Ones planer overhovedet realistiske?

Videnskab.dk har bedt fire danske forskere om at vurdere planerne om at kolonisere Mars.

»Det næste store skridt for menneskeheden«

Men inden vi lader forskerne fælde dommen over, hvorvidt Mars Ones rumrejse overhovedet kan lade sig gøre, så lad os lige give manden bag projektet lov til at fortælle lidt om sine ideer bag koloniseringen af Mars.

Det er den hollandske entreprenør og iværksætter Bas Lansdorp, som har grundlagt organisationen Mars One, og han ser rejsen til Mars som »det næste store skridt for menneskeheden.«

»Mennesket har altid haft en trang til at udforske og rejse nye steder hen, og udforskningen af universet er blot det næste skridt i udviklingen. Historisk set har folk rejst til Australien, Amerika, Antarktis og andre steder for at udforske verden.«

»Men der findes ikke længere nogen fuldstændigt uopdagede steder her på Jorden, så rejsen til Mars er et af de få eventyr, som man kan tage med på, hvor der virkelig er tale om at udforske noget nyt,« siger Bas Lansdorp.

Manden bag Big Brother fødte ideen

Som ung studerende drømte Bas Lansdorp selv om at rejse til Mars, men han endte med at opgive ideen, fordi rumrejsen til planeten syntes uopnåelig dyr. Det ændrede sig dog, da han for omkring seks år siden mødte manden bag reality-tv-showet ’Big Brother’ – Jon de Mol.

Ifølge Bas Lansdorp fortalte tv-manden, at man kunne skrabe pengene sammen til rumrejsen ved at udnytte, at der ville være et globalt publikum til en rejse til Mars. Med den ide i baghovedet solgte Bas Lansdorp i 2011 sit tidligere firma, og grundlagde organisationen Mars One med det formål at sende mennesker til Mars – med hele verden som publikum.

Siden da er det da også lykkedes at skabe stor medieopmærksomhed omkring projektet i store dele af verden, og Mars One kan sole sig i støtte og hjælp fra flere prominente forskere.

Kritikken preller af på Mars Ones grundlægger

Alligevel bliver Bas Lansdorps mission i høj grad mødt af skepsis og kritik fra rumfartseksperter, som ikke tror på, at projektet vil lykkes.

Det lader dog ikke til at slå den hollandske entreprenør ud.

»Jeg tror, at når man foreslår noget helt nyt, så vil folk ofte være skeptiske, men så er det jo op til os at bevise, at de ikke har ret. Mange af de eksperter, som har kritiseret vores projekt i forskelige interviews, siger typisk, at projektet er muligt i forhold til det felt, som de selv er eksperter på, men de er skeptiske over for andre dele af projektet.«

»Så strålingseksperter siger for eksempel, at det er muligt at rejse til Mars til trods for strålingen, men det kan ikke lade sig gøre at finansiere projektet. Eksperter i finansiering siger så, at finansieringen godt kan lade sig gøre, men hvad med strålingen?« lyder det fra Bas Lansdorp.

Mange har haft planer om at rejse til Mars

Mars One er langt fra de eneste eller første, som planlægger at sende mennesker til den røde planet.

Lige siden Armstrong tog det første skridt på Månen i 1969, har en række rumfartsorganisationer – heriblandt amerikanske NASA og europæiske ESA – haft visioner om at plante menneskehedens fødder i jorden på Mars. Planerne er dog løbende blevet skudt længere ud i fremtiden, og seriøse penge til rummissionen har endnu ikke været lagt på bordet.

Derimod er det igennem årene lykkedes en række ubemandede rumfartøjer at lande på Mars, men ingen af dem har været bygget til at vende tilbage til Jorden.

Hvis fartøjet skal vende tilbage, bliver missionen nemlig langt mere kompliceret og dyr, og netop derfor har Mars One heller ikke planer om at udlove en returbillet til sine Mars-astronauter. Ser man udelukkende på det teknologiske aspekt høster netop denne del af Mars Ones planer ros blandt eksperterne, heriblandt Kjartan Kinch fra Københavns Universitet:

Smart ikke at udlove en returbillet

»En af de smarte ting, som Mars One har gjort er, at de ikke har stillet astronauterne en hjembillet i udsigt. Teknisk set er det meget nemmere at lave en mission, hvor man ikke skal sende deltagerne hjem igen. Det er nærmest umuligt at tage nok brændstof til hjemturen med op på Mars,« siger Kjartan Kinch, som er post doc på Niels Bohr Instituttet og har været tilknyttet flere af NASAs missioner til Mars.

Allerede fra år 2016 vil Mars One efter planen begynde at sende udstyr afsted mod den røde planet. I år 2018 skal der f.eks. sendes et køretøj op til planeten, som skal finde et passende sted for Marsboerne at slå sig ned, og i år 2021 vil deres tætsluttende boliger og solpaneler være ankommet og flyttet på plads af køretøjet – klar til at tage imod astronauterne i år 2023.

Ifølge Mars One er hele planen baseret på allerede eksisterende teknologi. Den påstand er rumforsker Kristian Pedersen, som er direktør for DTU Space, kun delvist enig i.

»Mars One har ret i, at det ikke kræver en teknologisk revolution at sende folk til Mars. Det er ikke sådan, at man skal opfinde en helt ny raket, men det kræver udvikling eller i hvert fald videreudvikling af flere teknologier, hvis det skal lykkes. Og alle ved, at når man går i gang med sådan noget, så opstår der forsinkelser, så hvis de vil lande på Mars inden for 10 år, så har de utroligt travlt,« siger Kristian Pedersen, som har været involveret i flere af NASA og ESAs rummissioner.

Mars Ones tidsplan er helt urealistisk

Mars-forsker Kjartan Kinch fra Københavns Universitet er enig.

»I princippet er det muligt at sende mennesker til Mars, men det kræver at der tages enormt mange skridt, som ikke er blevet afprøvet før.«

»Og den tidsplan, som Mars One har fremlagt, er fuldstændig urealistisk. De vil sende den første ubemandede testsonde afsted allerede om tre år, men når NASA gør den slags, bliver det typisk planlagt i 10-15 år. NASA er jo en institution, som har rigtig meget erfaring, men Mars One har aldrig prøvet noget lignende,« siger Kjartan Kinch.

Kritikken lader dog ikke ud til at bekymre Mars Ones generaldirektør, Bas Lansdorp, synderligt meget.

»Når NASA eller ESA sender et ubemandet fartøj til Mars, er formålet ikke at gøre det på den simpleste måde men derimod at skabe videnskabelige fremskridt. Det kræver, at de udvikler nye og komplekse metoder hver gang, men vi gør det modsatte. Vi prøver at designe vores mission på den simplest mulige måde med allerede eksisterende teknologi, og det er det, som gør vores tidsplan så opnåelig,« siger Bas Lansdorp.

Livsfarlig stråling vil true Marsboerne

Alene rejsen til Mars kan dog få turen til Månen til at virke som en ren søndagsudflugt. Mens Apollo 11-missionen, som fløj astronauter frem og tilbage til Månen, i alt varede otte dage, vil det tage omkring et halvt år bare at nå ud til Mars.

Undervejs på turen lurer farer som stråling fra rummet og udbrud på solen og begge dele kan være livsfarligt for Mars-pionererne, fortæller flere rumforskere. På Jorden er vi nemlig beskyttet mod den farlige stråling af Jordens atmosfære og magnetfelt, men ude i rummet vil astronauterne mangle beskyttelsen.

»Hvis der sker et stort udbrud på solen, bliver astronauterne slået ihjel på stedet, hvis ikke de har et beskyttelsesrum. Det er en stor udfordring at få beskyttelse med til Mars, for normalt bruger man enten bly eller beton til beskyttelse, men det er ikke praktisk at sende op med en raket.«

»Så man er nødt til at udvikle et materiale, som beskytter mod strålingen, og som samtidig er tilstrækkelig let til at kunne sendes derop. Og det mener jeg ikke, at der findes en ordentlig løsning på endnu,« siger Kristian Pedersen fra DTU Space.

Navigering skal udvikles inden rejsen

Et af de andre områder, hvor teknologien skal udvikles, inden Mars-rejsen kan lade sig gøre, er ifølge Kristian Pedersen navigeringsudstyret.

»Når deres udstyr først er sendt afsted, hvordan sørger man så for, at det lander det rigtige sted? Hvis bare det lander 50 km væk fra det andet udstyr, kan det være for langt væk. På det punkt har man stadig ikke en god løsning, som sørger for, at de kan navigere helt præcist hen til det rigtige sted,« siger Kristian Pedersen.

Men lad os alligevel antage, at det lykkes for astronauterne at ankomme i sikkerhed til det rigtige sted på Mars. Hvad er det så for nogle forhold, der hersker på Marsboernes nye planet?

»Der er meget koldt, meget tørt, og så er der ikke uden videre nogen luft, som man kan indånde. Så det er et ekstremt ugæstfrit miljø for mennesker at være i,« lyder det lidet opmuntrende svar fra DTUs Kristian Pedersen.

Ilt og vand skal udvindes på Mars

Mars One har planer om, at beboerne på den røde planet skal skaffe vand ved at smelte isen fra Mars undergrund. Da vand blandt andet består af iltmolekyler, skal vandet spaltes og dermed også forsyne beboerne med ilt.

»Der er vand i store mængder vand på Mars, og det med at splitte vand til ilt og brint er en kendt teknologi. Så den del af projektet ser jeg ikke som det store problem,« fortæller Mars-forsker Kjartan Kinch fra Københavns Universitet.

Mars One har planer om at bygge en tætsluttende bolig på 50 m2 til hver astronaut, og herudover vil Marsboerne skulle dele mere end 200 m2 stue, køkken og drivhus. I drivhuset skal beboerne ifølge organisationen kunne dyrke deres egen mad.

»Den måde, de vil få mad på, er ved at dyrke deres egne afgrøder med en form for hydroteknologi, hvor planterne kan dyrkes uden jord. Planterne skal ikke bruge belysning fra sollys, men i stedet bruger de diodelys.«

»Der er tilsyneladende nogle firmaer, som har udviklet en effektiv metode til at gøre det, så umiddelbart virker det meget plausibelt, at det kan lade sig gøre,« siger biologen Kai Finster, som har forsket i Mars ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Lang vej til hjælp fra Mars

Kai Finster tilføjer dog, at der skal dyrkes meget mad for at Marspionererne kan klare sig i længden. Og hvis systemet bryder sammen, og beboerne pludselig ikke kan producere ilt, vand, varme eller mad er der lang vej til hjælpen.

»På Mars svinger temperaturen mellem 20 grader om dagen og ned til minus 150 grader om natten, så det er virkelig store svingninger, og det kan blive hundekoldt. Derfor er de virkelig afhængige af, at deres huse er godt isolerede, og at varmesystemet altid virker, for ellers fryser deres planter og alt andet til is,« siger Kai Finster, som er lektor ved Aarhus Universitet.

Kai Finster påpeger også, at Mars regelmæssigt bliver udsat for store støvstorme, som kan indhylle hele planeten i støv.

»Der kan være nogle enorme støvstorme på Mars, og de kan godt vare rigtig længe. I den periode vil sollyset have svært ved at trænge igennem støvet, og det betyder, at de ikke kan blive forsynet med solenergi,« siger Kai Finster, som tilføjer, at støvet i sig selv også kan vise sig at være farligt for astronauterne.

Læser man på Mars Ones hjemmeside, skriver organisationen dog, at der er taget højde for faren ved støvstorme, sådan at Marsboerne kan overleve på batterier i perioder, hvor solpanelerne ikke producerer strøm.

»Fordi elektrisk strøm er så kritisk for overlevelsen af ​​besætningen, vil ekstra sikkerhedsmarginer være indbygget i strømforsyningen,« skriver Mars One.

Forskere fraråder Marsrejse på det kraftigste

Alligevel kan forskerne fortsætte med at opremse en lang liste over potentielle farer ved en mission til Mars, og de danske rumforskere vil da heller ikke anbefale nogen at tage med på turen – »end ikke min værste fjende,« lyder det fra direktøren for DTU Space, Kristian Pedersen.

»Selvfølgelig vil det være fantastisk interessant at få mennesker til Mars, for de vil kunne lave meget mere og meget bedre forskning end de robotter, som vi allerede har haft deroppe. Men der er nogle meget tvivlsomme etiske aspekter i sådan en rumrejse på enkeltbillet, og det er også derfor, at NASA ikke er i gang med at sende folk afsted endnu.«

»Risikoen for, at de ikke klarer den, er meget, meget stor, og PR-mæssigt vil det være en katastrofe for NASA, hvis deres astronauter dør undervejs eller ikke overlever på Mars. Det kan en organisation som Mars One måske bedre leve med, men etisk set er det uforsvarligt at sende fok afsted på denne her måde,« siger Kristian Pedersen.

Kroppen kan måske ikke klare at vende hjem fra Mars

Hvis Marsboerne på et tidspunkt fortryder deres planetskifte, er der da heller ikke umiddelbart nogen vej tilbage. For det første har Mars One ikke udlovet en returbillet, og for det andet kan det rent fysisk blive svært for en menneskekrop at vende tilbage til Jorden efter længere tid på Mars, fortæller biolog og Mars-forsker Kai Finster.

»På Mars er tyngdekraften cirka halvt så kraftig som på Jorden. Det betyder, at man vil få svagere knoglemasse og mindre muskler på sigt, for muskulaturen skal ikke arbejde nær så hårdt mod tyngdekraften, som den gør på Jorden.«

»Det vil selvfølgelig ikke være noget problem, hvis astronauterne skal blive på Mars for altid, men det er noget andet, hvis de en dag får mulighed for at komme hjem igen. Så er det spørgsmålet, om de overhovedet vil kunne overleve under Jordens tyngdekraft,« siger Kai Finster, som påpeger, at det også er usikkert, hvordan kroppens kredsløb vil blive påvirket af den lave tyngdekraft på Mars.

Mennesket selv er den største trussel

Kai Finster ser dog hverken tyngdekraft, soludbrud, støvstorme eller tekniske problemer som den største fare ved livet på Mars. Derimod peger han på truslen fra menneskets natur som den største trussel.

»Jeg ser det psykologiske aspekt som den største udfordring ved sådan en mission. Alene det at holde ud at være sammen med de samme fire mennesker resten af livet. Og de vil vel at mærke sende fire mennesker af forskellig nationalitet og baggrund derop, og vi ved jo godt hvor svært det kan være at få det til at fungere mellem mennesker med forskellig kulturel baggrund. Jeg tror, at det bliver en ekstrem svær udfordring at få dem til at stå sammen og holde hinanden ud år efter år, uden at de slår hinanden ihjel,« siger Kai Finster.

Hvis Marsboerne har brug for at tale med familie, venner eller psykologer om deres problemer, kan det også blive vanskeligt – ifølge Mars One kan det tage op til 20 minutter at sende signaler fra Mars til Jorden, og dermed bliver det vanskeligt at føre en almindelig samtale med mennesker på Jorden.

Mars One: Missionen koster seks mia. dollars

Inden det nogensinde kommer så vidt, skal der dog penge på bordet til Marsrejsen. Mars One anslår, at missionen vil koste omkring seks milliarder dollars i både teknologisk udstyr og driftsudgifter, men organisationens generaldirektør Bas Lansdorp vil ikke umiddelbart ud med, hvor stor en del af pengene, som er skrabet sammen indtil videre.

»Vi udtaler os ikke om, hvor mange penge vi har sikret os allerede, men i øjeblikket har vi ikke brug for en særlig betydelig del af pengene til at betale vores leverandører. Men at finde midlerne til vores første mission i 2016 vil blive en stor udfordring,« siger Bas Lansdorp.

Mars-forsker Kjartan Kinch fra Københavns Universitet mener da også, at seks milliarder dollars formentlig skyder langt under målet i forhold til den reelle pris for en bemandet Mars-mission.

»Vi ved af erfaring, at kæmpestore projekter som det her typisk ender med at koste mere, end man oprindeligt regner med. Men selv hvis de kan holde prisen på seks milliarder dollars, så er det stadig ekstremt mange penge, og jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt at rejse den slags penge,« siger Kjartan Kinch.

Sammenligner indtjeningsmuligheder med OL

Mars Ones forretningsmodel er at tjene penge på, at hele verden skal følge med i Marsmissionen.

Indtil videre ser der da også ud til at være global interesse for missionen – da ansøgningsfristen for at deltage i den første mission til Mars for nyligt udløb, havde ikke mindre end 202.586 mennesker fra over 140 forskellige lande ansøgt om at blive de første mennesker på den røde planet.

Mars One vil lave et tv-show ud af udvælgelsen af astronauter, og seerne skal blandt andet kunne stemme om, hvilke kandidater de ønsker at se på Mars. Organisationen sammenligner deres muligheder for indtjening med De Olympiske Lege, hvor der tjenes milliarder af kroner på sponsorer og salg af tv-rettigheder.

Lektor: Ikke umuligt at skaffe pengene

På CBS, Handelshøjskolen i København, mener lektor Jens Geersbro, da heller ikke, at det er helt umuligt for Mars One at skrabe seks milliarder dollars – eller mere – sammen til rumrejsen.

»Hvis man sammenligner det med for eksempel Formel 1, så er det jo et cirkus, som er en kæmpe forretning i mangemilliarder-klassen. Så selvom man synes seks milliarder dollars lyder som et frygteligt højt tal, så er det ikke så ekstremt uopnåeligt, når der er tale om projekter af en størrelsesorden, hvor der er en global interesse,« siger lektor Jens Geersbro fra Institut for Afsætningsøkonomi på CBS, Copenhagen Business School.

Han forklarer, at det dybest set handler om for Mars One at skabe mest mulig interesse for deres projekt, fordi det vil tiltrække sponsorer.

»For et års tid siden var der en mand (østrigske Felix Baumgartner, red.) som lavede et vanvittigt spring ud fra en ballon og var sponsoreret af Red Bull. Så selvfølgelig er der potentielt set et marked for sponsorer af den slags foretagender, så jeg vil slet ikke afvise, at det kan lade sig gøre at finde pengene. Det, som taler for at tiltrække de tunge sponsorer, er jo netop, at det er et globalt projekt. Men realismen i projektet er gradbøjet, for der er ikke nogen, som har gjort det samme før,« siger lektor Jens Geersbro.

Forskernes dom: Bliver Marsrejsen til noget?

Inden vi får afsluttet denne artikel, skal vi som lovet have forskernes dom over, hvorvidt Mars Ones rumrejse bliver til noget. Første forsker på banen er Kjartan Kinch fra Københavns Universitet:

»Nej. Jeg må indrømme jeg bliver mere og mere skeptisk over for deres projekt,« lyder det fra Kjartan Kinch, som får opbakning af Kristian Pedersen fra DTU Space:

»Jeg er meget skeptisk over for, om det lykkes dem at sende folk levende til Mars. Jeg har heller ikke hørt noget om, at de skulle have nogen håndfaste aftaler om levering af teknologi fra folk med forstand på rumfart. Jeg ser det mere som et gameshow og et mediestunt end en egentlig mission til Mars. Men det er et fantastisk dygtigt mediestunt,« siger Kristian Pedersen.

Økonomen Jens Geersbro tror heller ikke på, at Mars One vil lande på den røde planet.

»Et er at deres ‘business plan’ ikke er komplet urealistisk, noget andet er, om de rent faktisk kan lykkes med at sætte mennesker på Mars. Jeg mener, at oddsene er meget imod, at det kan lykkes inden for 10 år,« siger Jens Geersbro.

Heller ikke i Aarhus er der særlig meget tro på, at projektet vil lykkes.
»Jeg tror ikke, at de lander på Mars nogensinde. Men det kan være jeg siger noget andet om 10 år,« lyder det fra lektor Kai Finster.

Til gengæld er forskerne nogenlunde enige om, at menneskeheden en eller anden dag i fremtiden vil lande på Mars.

»Jeg er overbevist om, at det vil ske en dag, men hvor lang tid der går, er mere et spørgsmål om politisk vilje end om videnskab. Jeg håber, at jeg når at se det i min levetid, men jeg føler mig ikke sikker,« siger Kristian Pedersen, som tilføjer, at han »med lidt held lever 50 år endnu.«