Annegrethe Skov's Reviews > Lang

Jeg tror ikke, at den her roman fra 2002 kunne udgives i dag. Den skulle i så fald ligge og modne lidt mere på Westös skrivebord og blive udviklet til en tv-serie. Eller måske skulle den bare skrottes. Den er fyldt med gammelfar-sexisme og gammeldags kvindesyn. Og lidt for håbefuldt syn på de mandlige karakterers omnipotentialitet - og potens. 

"Lang" er ikke oversat til dansk. Det behøver den heller ikke blive. Det bedste ved den er, som i Westös andre bøger, at Helsingfors, min skønne nye hjemby, spiller en stor rolle. Det er morsomt at følge alle de stednavne jeg er begyndt at kende så godt: Topeliusgatan, Runeberggatan, Mannerheimvägen, Hesperiaparken, Tölöviken, Tölö Torg med Mama Rosa, Manala og Tin Tin Tango (stamsted), Boulevardi, Esplanaden, Skillnaden, Femkanten, Stora Robertsgatan, Helsingegatan, Citypassagen, Glaspalatset, Biblioteket i Richardsgatan, Frederiksgatan, Annegatan, Eriksgatan, Petersgatan, Fabriksgatan, fodboldbanen ved Johanneskirken, Villagatan - og Drumsjö, Gräsviken, Västra hamnen osv. Og så mødestedet "under Stockmanns ur"... alt det er sjovt for mig at genkende. Og jeg kan levende spejle mig i Lang-karakterens forelskelse i byens skønhed og dens virvar af tinder og tårne og sorte og grønne tegltag (s. 35). Men når dét så er sagt... puh ha, hvor skal man næsten starte. 

For det første så er en af bogens grundpræmisser: Langs stormende forelskelse i Sarita er utroværdigt beskrevet. Det går fra at han har kastet et enkelt blik på hende til at han bliver besat, jagter hende uden held længe - og pludselig bor de nærmest sammen og han er "far" for hendes søn. Alle mellemregninger må ligge hjemme i Westös skuffe. På intet tidspunkt føler jeg at det er en ægte stormende forelskelse, der beskrives. Det er som en skitse, der ikke er færdigbearbejdet. 

For det andet er der løbende en række voldsomt irriterende beskrivelse af kvinder, der tingsliggøres og tælles i bundter. Mænds ekskoner er et begreb, det er bare noget man har, ligesom man har minder fra skoletiden. Langs første kone, Anni, beskrives (s. 123-124) fx. sådan her. "För första gången mer än ett decennium såg Lang sin enda avkommas mor som en hel människa, inte som en intelligent bitch som öste sarkasmer över honom per telefon. När de i tiden skildes efter elva stormiga år hade de varit grundligt trötta på varandra, och Anni hade dessutom varit bitter över Langs, som det visat sig, omfattande otrohet." Alene det at han skriver "intelligent bitch" og beskriver hende som "bitter" på grund af hans omfattende utroskab. Åh altså... hvem gider helt ærligt høre mere fra den mand? Der kalder en kvinde for en bitch, fordi hun ikke accepterer hans utroskab. 

Selv Sarita, som han bogen igennem skulle være voldsomt forelsket i, beskriver han til sidst i bogen som at hun ser slidt og brugt ud. "Brugt" - hvor grimt et udtryk. Og igen underligt utroværdigt, da han bogen igennem kæmper lidt med at stå ved sin egen lidt aldrende krop i forhold til Saritas unge og spændstige samme.

Og da Sarita tydeligvis er udsat for vold fra sin exmand Markos side, anmelder Lang det ikke til politiet - fordi det vil skabe fuore, når han er så kendt som han er. I virkeligheden er han ikke så kendt i virkeligheden mere, men inde i sit eget hoved er Lang en evig A-liste-kendis. Tragikomisk. 

S. 137 kigger Saritas veninde Kirsi på Lang "med avsmak i blicken, som om han representerat allt som var ruttet och fel med närmare tre miljarder män." - jamen lige præcis. Sådan har jeg det næsten også med ham. Lang er i familie med Michel Houellebecqs mandlige hovedpersoner. Evigt optagne af især kvinders udseende, ekstremt fokuseret på sex og med et forvrænget selvbillede.

S. 153 siger Meriö, TV-kanalejeren, til Lang: "Du har inte klarat av att ta steget in i det nya årtusendet. Du sitter fast i gammalt tankegods." - det samme kan vi nok sige til Westö. Men - det er jo heller ikke sikkert han ville skrive historien på samme måde i dag. Tyve år er gået og #metoo har været verden rundt. 

Man skal ikke starte med at læse denne roman af Kjell Westö. Den er ikke vigtig. Den eneste grund til at JEG læste den færdig var pga. "Helsingfors-perspektivet" - og mindre grad selve plottet, som langsomt udrulles til sidst. Men dog blev jeg nødt til at læse færdig for at finde ud af, om det var en krimi, jeg var igang med at læse. Det fandt jeg aldrig ud af. Men der var da elementer af det. Og så noget dårlig barndom, psykisk sygdom i familien og venskab mellem en rig dreng og en fattig dreng i en Helsingfors-forstad, som der ofte er i Westös univers. Og som personligt kuriosum var der en søskendeflok der hedder Kim, Kaj og Karina. Dem der kender mig, ved hvorfor :-)

Skynd jer at læse noget andet af Westö :-)