Kim andrea Brofeldt

“På min vej hen mod kirkegården kommer jeg ind under et æbletræ, og vinden får blomsterne til at drysse ned over mig som lyserød sne. Det kommer helt bag på mig, og jeg kommer til at le så højt, at en mand glor undrende på mig, og jeg skynder mig ind ad porten til kirkegården. At le højt alene er en af de ting, der får folk til at tænke, man er skør.”
― Kim Andrea Brofeldt, Afslutninger

“Bastian kan åbenbart heller ikke sove. Han vender sig flere gange, sukker, retter på dynen.
“Sarah?” hvisker han. Hans stemme er helt lille og tynd i mørket.
“Mmmm”
“Kender du nogen, der er døde?”
“Ja.”
“Hvad tror du, der sker når man dør?”
Jeg tænker længe over svaret. Hvad tror jeg egentlig selv? Selv om jeg har brugt det meste af mit liv på at afslutte projekter for døde mennesker, har jeg aldrig helt gjort op med mig selv, hvad jeg egentlig tror, der sker.
“Jeg tror ...” siger jeg langsomt, “... jeg tror, at verden er fyldt med energi. Sådan en stor, varm, rar klump af energi, der bliver delt ud til alt levende. Og når man ikke er levende mere, så ryger man ... tilbage i puljen.”
Han er tavs lidt.
“Den tanke kan jeg godt lide ...” siger han stille. Noget tid efter kan jeg høre på hans vejrtrækning, at han sover.”
― Kim Andrea Brofeldt

“If the world could remain within a frame like a painting on the wall, I think we'd see the beauty then and stand staring in awe.”
― Conor Oberst

“Det er ikke kun det at hun skal dø...” siger hun og drikker resten af vinen i glasset “det er det, at hun skal væk alene. At jeg ikke kan følge hende der, hvor hun nu skal hen, hjælpe hende med at pakke sine ting ud og gøre det lidt hyggeligt for hende. Hun er kun seks år. Hvordan skal hun kunne tage et sted hen, hvor jeg ikke kan passe på hende?”
― Kim Andrea Brofeldt, Afslutninger