What do you think?
Rate this book
Lang
Christian Lang, a famous novelist and television show host, wants to keep secret his affair with the enchanting Sarita, but she has her own reasons for keeping quiet too. Lang finds himself caught up in a sinister love-triangle with Sarita and her psychotic ex-husband. He knows that his life is in danger, but so great is Lang's passion for Sarita that he is unable to stay away. As he is drawn further into a web of lust, lies, and violence, his judgment becomes increasingly wayward. Lang—from one of Scandinavia's most acclaimed new noir writers—is a compelling story of obsession both physical and emotional; a tale about the power of passion to override every emotion, even fear.
181 pages, Paperback
First published January 1, 2002
About the author
Kjell Westö
34 books230 followersKjell Westö is a Finnish author and journalist. Westö writes in Swedish.
In 2006, Westö won the prestigious Finlandia Prize for his novel Där vi en gång gått . He has been long-listed for the 2007 International IMPAC Dublin Literary Award.
In 2006, Westö won the prestigious Finlandia Prize for his novel Där vi en gång gått . He has been long-listed for the 2007 International IMPAC Dublin Literary Award.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 48 reviews
July 30, 2010
so. lang. yeah, jessica, i just don't know. you might totally dig this, i didn't. this book is like when people try to tell me that gwyneth paltrow or cameron diaz are hot, and i'm like, yeah, they seem healthy and all their features are in the right places, but i just don't feel a "hot" vibe coming from them; it's just not for me. this book is the same, it is chilly and aloof, as remote as the finland it chronicles. oh, god, gay! but seriously... it is.
maybe this book is really good, to people who like this kind of thing.
i think it is a little flat. the thing is, you can't do everything he is trying to do in a novel of this size, especially if the prose is this spare. you can't have a noir-ish love triangle that leads to murrrderrr, a commentary on the decline of media integrity, side-characters in the form of a crazy sister, an uncle with a boat (seriously - why was he even in there??), a briefly drug addicted son, a couple of ex-wives (only one of which gets any screentime).... yes, i get the fact that the son is meant to be a casualty of "the times" and "piss poor parenting" etc , but jeebus the book isn't even 200 pages. it would have been perfectly fine with only a taut obsessive-love story and call it a night already.
and then.
then it gets all postmooooodern with the inclusion of the "story within a story" conceit and the narrator at a remove from the action who once dated the crazy sister (to what end - no one knows)and who can we trust anyway and blah di blah
no.
and it is just clumsy. like this:
"she slurped and smacked her way through them (crayfish), drinking heroically of the chardonnay, and lang noted that she was one of those who not only ate the tail, but sucked on the head and the abdomen"
yup, food/sex/life voracity for it all, got it
"there was always a strong wind and beyond the shoreline boulders - that were smooth and softly rounded as reclining women's breasts which have not yet been pumped up with silicone"
gack.
and sarita is given such cute and quirky lines to show she is deep and inscrutable, "sometimes i get so sick of opinions that i want to be transformed into a sea anemone or something"
thanks, bjork...
but then there is the occasional line like this, that makes me clench my fists with wanting the rest of the book to fall in line:
"he wondered if anni sometimes felt the way he did, that the thoroughly bilingual person loses her innermost self, that she no longer has a language for her deepest love and her deepest emotions, and that she therefore experiences all words spoken during the act of love as false and wrong, as if she wished there were a language that fitted somewhere in between"
again, all this is being written by an author-character who explicitly says this is an unauthorized account, so why, then, do we care? why isn't it less uneven? for a book this short, there is a lot of extraneous junk cluttering the damn thing up, and it's not like the character is a sympathetic one so when anything bad happens, the reader just thinks, "well,maybe you shouldn't be talking to your woman like that. fair is fair".
maybe i just don't understand the nordic lands. everything i have read from sweden, norway etc - it just sucks to be a lady. even the tough ones who suck the abdomen out of their crayfish still take a lot more shit than i would. from passive aggressive bullshit to straight up violence - come on ladies! women, thou art loosed and all that.
um, is this helpful?? it's not terrible, it's just it is so small, the flaws stand out more clearly. maybe you will think it is awesome.
maybe this book is really good, to people who like this kind of thing.
i think it is a little flat. the thing is, you can't do everything he is trying to do in a novel of this size, especially if the prose is this spare. you can't have a noir-ish love triangle that leads to murrrderrr, a commentary on the decline of media integrity, side-characters in the form of a crazy sister, an uncle with a boat (seriously - why was he even in there??), a briefly drug addicted son, a couple of ex-wives (only one of which gets any screentime).... yes, i get the fact that the son is meant to be a casualty of "the times" and "piss poor parenting" etc , but jeebus the book isn't even 200 pages. it would have been perfectly fine with only a taut obsessive-love story and call it a night already.
and then.
then it gets all postmooooodern with the inclusion of the "story within a story" conceit and the narrator at a remove from the action who once dated the crazy sister (to what end - no one knows)and who can we trust anyway and blah di blah
no.
and it is just clumsy. like this:
"she slurped and smacked her way through them (crayfish), drinking heroically of the chardonnay, and lang noted that she was one of those who not only ate the tail, but sucked on the head and the abdomen"
yup, food/sex/life voracity for it all, got it
"there was always a strong wind and beyond the shoreline boulders - that were smooth and softly rounded as reclining women's breasts which have not yet been pumped up with silicone"
gack.
and sarita is given such cute and quirky lines to show she is deep and inscrutable, "sometimes i get so sick of opinions that i want to be transformed into a sea anemone or something"
thanks, bjork...
but then there is the occasional line like this, that makes me clench my fists with wanting the rest of the book to fall in line:
"he wondered if anni sometimes felt the way he did, that the thoroughly bilingual person loses her innermost self, that she no longer has a language for her deepest love and her deepest emotions, and that she therefore experiences all words spoken during the act of love as false and wrong, as if she wished there were a language that fitted somewhere in between"
again, all this is being written by an author-character who explicitly says this is an unauthorized account, so why, then, do we care? why isn't it less uneven? for a book this short, there is a lot of extraneous junk cluttering the damn thing up, and it's not like the character is a sympathetic one so when anything bad happens, the reader just thinks, "well,maybe you shouldn't be talking to your woman like that. fair is fair".
maybe i just don't understand the nordic lands. everything i have read from sweden, norway etc - it just sucks to be a lady. even the tough ones who suck the abdomen out of their crayfish still take a lot more shit than i would. from passive aggressive bullshit to straight up violence - come on ladies! women, thou art loosed and all that.
um, is this helpful?? it's not terrible, it's just it is so small, the flaws stand out more clearly. maybe you will think it is awesome.
August 22, 2012
Kjell Westo is a Swedish speaking Finnish author, who has previously published poetry, short stories and three novels. LANG is his first suspense / crime novel.
The central character, Lang, is a twice divorced, well-known novelist and host of a TV discussion panel show in Finland. He's a very self-obsessed, slightly pretentious man who totally loses personal control when he meets Sarita - a very self-contained, distant woman. Lang and Sarita develop a complicated and tortuous personal relationship which is not helped by the presence of Sarita's ex-husband Marko. Lang feels physically and emotionally threatened by Marko but his passion for Sarita is so extreme he cannot tear himself away.
The novel is structured in an unusual manner, there is a narrator, Lang's best friend, who starts off telling the story after a murder has been committed, when Lang calls him late in the night. The story then steps back through the events that led up to Lang meeting Sarita, the difficulties of their relationship, their various split ups and reconciliations and Marko's involvement. The narration of events is interspersed with snippets of the narrator's involvement with Lang since childhood, and even before the crime is revealed in the book, Lang's behaviour in prison where he is obviously serving a sentence for killing somebody - but who is not clear. The victim is intentionally vague until the final clarification - it could be Sarita, it could be Marko, it could really be anybody.
This is another one of those classic Scandinavian style crime fiction books where nothing is easy, nothing is simply resolved, and there are more questions at the end than there are answers. Lang is an unpleasant character - not the sort of person that you could warm to, and even at the end, when it appears that he may just have done something grand and selfless for love, he is at the same time pulling away from the people who try to support him, back into his prickly, self-involved world. Sarita is both a victim and a perpetrator, she uses Lang just as much as he tries to control her. Even the narrator is relieved that his involvement is kept out of the courts and therefore out of the press. Another one of those books that you can't say outright that you loved or even necessarily enjoyed, but you read it, and you think about it for weeks and weeks afterwards.
The central character, Lang, is a twice divorced, well-known novelist and host of a TV discussion panel show in Finland. He's a very self-obsessed, slightly pretentious man who totally loses personal control when he meets Sarita - a very self-contained, distant woman. Lang and Sarita develop a complicated and tortuous personal relationship which is not helped by the presence of Sarita's ex-husband Marko. Lang feels physically and emotionally threatened by Marko but his passion for Sarita is so extreme he cannot tear himself away.
The novel is structured in an unusual manner, there is a narrator, Lang's best friend, who starts off telling the story after a murder has been committed, when Lang calls him late in the night. The story then steps back through the events that led up to Lang meeting Sarita, the difficulties of their relationship, their various split ups and reconciliations and Marko's involvement. The narration of events is interspersed with snippets of the narrator's involvement with Lang since childhood, and even before the crime is revealed in the book, Lang's behaviour in prison where he is obviously serving a sentence for killing somebody - but who is not clear. The victim is intentionally vague until the final clarification - it could be Sarita, it could be Marko, it could really be anybody.
This is another one of those classic Scandinavian style crime fiction books where nothing is easy, nothing is simply resolved, and there are more questions at the end than there are answers. Lang is an unpleasant character - not the sort of person that you could warm to, and even at the end, when it appears that he may just have done something grand and selfless for love, he is at the same time pulling away from the people who try to support him, back into his prickly, self-involved world. Sarita is both a victim and a perpetrator, she uses Lang just as much as he tries to control her. Even the narrator is relieved that his involvement is kept out of the courts and therefore out of the press. Another one of those books that you can't say outright that you loved or even necessarily enjoyed, but you read it, and you think about it for weeks and weeks afterwards.
March 12, 2013
Neither the main characters nor their relationships are convincingly drawn, they appear conceived and bloodless.
April 7, 2023
"Väljas olid tähed juba kahvatumas, tuul ulus madalalt kaarduvate kaljude kohal ja jahedad säbarlained murdsid laguuni musta veepinda. Lang jäi tekile tükiks ajaks. Tal oli pohmell ja ta tundis end halvasti, ning ta mõtles, et pole midagi naeruväärsemat kui keskealine edukas mees, kelles ikka veel elab teismeline, kusjuures selline teismeline, kes võtab oma elu kui üht suurt kannatuste rada ja näeb pimedust ka seal, kus päikesepaiste on tõestatav. "Alati on august," mõtles Lang, seistes seal varase hommiku üksinduses, "alati on suvi lõppemas ja ilm on selge, aga tormine, ja onu Harry jääb iga aastaga vaiksemaks, ja minust saab üha parem madrus, aga elu ei õpi ma iial tundma, ikka jõuavad tormid enne pärale, kui ma jõuan reageerida."
Kirjanik ja telesaate juht Christian Lang helistab ühel ööl oma sõbrale, kirjanik Konrad Wendellile, paludes tema abi. Wendell suudab Langi veenda, ent too talle täpsemalt jutustaks, mis on juhtunud ning nii koorub välja mehe parajalt hullumeelne ning ebakindel armastuslugu juhuslikult pizzabaaris kohatud Sarita vastu. Langi vastuseisust hoolimata kirjutab Konrad hiljem sõbra jutustatu põhjal raamatu.
Teades algusest peale, et midagi head sellest loost ei tule, on kõigel juhtuval juba ette paratamatuse maik juures, ometigi ei tundu kõik miskipärast nii üdini lootusetuna. Võib-olla seetõttu, et jutustaja rollis on Langi sõber Konrad, kes kirjeldab sündmusi peamiselt ikkagi Langi sõnade ja mõtetega. Nii on jutustus isiklik, ent samas tänu Konradi vahepõigetele ja seletustele ka veidi pehmendatud. Ja kuigi sündmused tüürivad vääramatult teatud suunas, ei mõista sõber Langi hukka vaid püüab teda mõista.
Minu jaoks on üks eraldi tegelane kindlasti Helsingi linn - hea on lugeda tuttavaid tänavanimesid ning katsuda leida ühenduskohti ja sarnaseid meeleolusid.
"Erottajamäel pööras ta ringi ja vaatas Mannerheiminteele. Põhjatuul oli külm ja vali, Stockmanni katusel laperdasid kolm lippu, juba oli läinud hämaraks, aga taevas oli veel hele ja piimjas. Langile oli see tunne tuttav: ta oli alati pidanud oma linna kõledal ja enesessesulgunud moel ilusaks, ja ta teadis, et just nii see oligi: üksildased laperdavad lipud ja lihast ja luust läbilõikav tuul ka südasuvel, kui ööd on kõige valgemad. Just sellisena mäletaks ta alati Helsingit, kui ta kunagi peaks sealt ära kolima."
Kirjanik ja telesaate juht Christian Lang helistab ühel ööl oma sõbrale, kirjanik Konrad Wendellile, paludes tema abi. Wendell suudab Langi veenda, ent too talle täpsemalt jutustaks, mis on juhtunud ning nii koorub välja mehe parajalt hullumeelne ning ebakindel armastuslugu juhuslikult pizzabaaris kohatud Sarita vastu. Langi vastuseisust hoolimata kirjutab Konrad hiljem sõbra jutustatu põhjal raamatu.
Teades algusest peale, et midagi head sellest loost ei tule, on kõigel juhtuval juba ette paratamatuse maik juures, ometigi ei tundu kõik miskipärast nii üdini lootusetuna. Võib-olla seetõttu, et jutustaja rollis on Langi sõber Konrad, kes kirjeldab sündmusi peamiselt ikkagi Langi sõnade ja mõtetega. Nii on jutustus isiklik, ent samas tänu Konradi vahepõigetele ja seletustele ka veidi pehmendatud. Ja kuigi sündmused tüürivad vääramatult teatud suunas, ei mõista sõber Langi hukka vaid püüab teda mõista.
Minu jaoks on üks eraldi tegelane kindlasti Helsingi linn - hea on lugeda tuttavaid tänavanimesid ning katsuda leida ühenduskohti ja sarnaseid meeleolusid.
"Erottajamäel pööras ta ringi ja vaatas Mannerheiminteele. Põhjatuul oli külm ja vali, Stockmanni katusel laperdasid kolm lippu, juba oli läinud hämaraks, aga taevas oli veel hele ja piimjas. Langile oli see tunne tuttav: ta oli alati pidanud oma linna kõledal ja enesessesulgunud moel ilusaks, ja ta teadis, et just nii see oligi: üksildased laperdavad lipud ja lihast ja luust läbilõikav tuul ka südasuvel, kui ööd on kõige valgemad. Just sellisena mäletaks ta alati Helsingit, kui ta kunagi peaks sealt ära kolima."
September 10, 2020
Lang is a well-known author and talk-show host. His erudite interviews draw audience attention. Until they don't. Over the years, he becomes a bit jaded and a bit distracted. The distraction comes as much from his affair with a young woman as from anything else, and he ignores the danger from Sarita's violently possessive ex-husband Marko.
The story is told by Lang's long-time friend, whom Lang calls in the middle of the night, frantic, asking for a shovel. From this intriguing start the tale backtracks and goes forward and finally puts it all together.
Why it's told by a friend I am not sure, other than that he is able to offer some opinions that a straightforward third-person telling would not afford. And to describe how Lang falls on hard times as a result of his own actions and lack of focus over time.
Quick and easy to read, kept me interested.
The story is told by Lang's long-time friend, whom Lang calls in the middle of the night, frantic, asking for a shovel. From this intriguing start the tale backtracks and goes forward and finally puts it all together.
Why it's told by a friend I am not sure, other than that he is able to offer some opinions that a straightforward third-person telling would not afford. And to describe how Lang falls on hard times as a result of his own actions and lack of focus over time.
Quick and easy to read, kept me interested.
October 21, 2020
Mind on alati tõmmanud Soome ja soomlaste, Helsingi poole. Sestap asusin õhinal lugema.
Ei olnud halvasti kirjutatud, aga samas ei haakunud nii väga minuga. Kõige rohkem nautisin miljööd, atmosfääri ja Helsingi kirjeldusigi võib-olla. Muus osas oli siin minu maitse jaoks liiga palju seksi. Romaani telje muidugi moodustaski vägivaldseks kiskunud kiredraama ja armukolmnurk, aga ma ei suutnud väga empaatiline olla identiteedikriisis vaevleva isase suhtes, kes oma haavatud eneseuhkust noore femme fatale'i voodis turgutas.
Ühe temaatika moodustas veel meediakriitika, kultuuri ja inimeste allakäigu pärast muretsemine, aga minu meelest polnud Westöl siin midagi kuigi uudset või originaalset öelda, vähemalt mitte minu jaoks.
Ei olnud halvasti kirjutatud, aga samas ei haakunud nii väga minuga. Kõige rohkem nautisin miljööd, atmosfääri ja Helsingi kirjeldusigi võib-olla. Muus osas oli siin minu maitse jaoks liiga palju seksi. Romaani telje muidugi moodustaski vägivaldseks kiskunud kiredraama ja armukolmnurk, aga ma ei suutnud väga empaatiline olla identiteedikriisis vaevleva isase suhtes, kes oma haavatud eneseuhkust noore femme fatale'i voodis turgutas.
Ühe temaatika moodustas veel meediakriitika, kultuuri ja inimeste allakäigu pärast muretsemine, aga minu meelest polnud Westöl siin midagi kuigi uudset või originaalset öelda, vähemalt mitte minu jaoks.
August 14, 2022
Selline mõrkjasnukker lugu. Väga sümpaatne peategelane oma elupuntras. Erilist hingelähedust tundsin temaga ses osas, et tahaks vanasse maailma, kus kõik ei traavi süvenemata ühest kogemusest järgmisse. Ja kus lauljad teavad 60-70ndate hitte esitades, kelle lugusid nad laulavad, eksole. Ma usun, et sedavõrd üksildasi inimesi, kes iseenda kapis olevatele luukeredele muidu otsa vaadata ei suuda, kui elu neid kuidagi jõkralt seda tegema ei raputa, on meie ühiskonnad tulvil. Iseasi, kas see enese (taas)leidmine peab just sellise hinnaga toimuma ja jääb küsimus, kuhu triivinuks peategelane ilma loota, millest romaan jutustab. Natuke näib, et mingi kataklüsmini jõudnuks ta paraku siiski, sest eksistents omas nahas oli sedavõrd raske taluda.
April 22, 2018
Forfatteren genfortæller sin ven, Langs, kærlighedshistorie, der går forud for et drab, han har begået. Lang er forfatter, litterat og tv-vært, fraskilt et par gange og omkring de 40. Han forelsker sig stormende i den 27-årige Sarita, der har en søn, Milo, på 6 år med sin ekskæreste Marko. Vi følger deres forholds op- og nedture, og hvordan både Lang og Marko er jaloux på hinandens forhold til Sarita.
Bogen er ikke som sådan en krimi, men har alligevel lidt karakter af det.
Først ganske sent bliver man klar over, hvem offeret er. Men slutningen er lidt tynd, synes jeg.
Bogen er ikke som sådan en krimi, men har alligevel lidt karakter af det.
Først ganske sent bliver man klar over, hvem offeret er. Men slutningen er lidt tynd, synes jeg.
September 21, 2021
Yllätyin, kun kertoja hyppäsi tarinaan mukaan kirjan puolivälin vaiheilla. Oliko hän ennen puhunut, en muista. Nyt hänestä tuli aktiivinen hahmo hetkeksi, kunnes hän taas häipyi taustalle. Sama toistui kirjan loppupuolella. Ehkä tästä syystä johtuen olin tarinan kanssa välillä hukassa. Ehkä luin kirjan liian pienissä pätkissä. Lang jäi etäiseksi. Myös muut hahmot. Kenen tarina tämä oikeastaan oli.
May 14, 2022
It was fun to read a book set in Helsinki, though most of the place names were using the Swedish name and I had to look them up. Of course it makes sense to use the Swedish place names in the Swedish language, but in the English translation? I'm not quite sure why.
I liked the story okay, but I think there were a lot of awkward phrases that took me out of the mood (of course, that could be entirely about the translation and not the original text).
I liked the story okay, but I think there were a lot of awkward phrases that took me out of the mood (of course, that could be entirely about the translation and not the original text).
June 11, 2023
Loo mõttes pole justkui midagi erilist - ühe õnnetuvõitu, kinnisideeks muutuva armumise autopsia. Siin-seal ära mainitud satiirikiht meedia aadressil jääb pigem üsna lahjaks, rohkem ääremärkuste, üksikute kommentaaride tasandile. Aga pagana pihta, Westö kirjutab ja kirjeldab kütkestavalt, loopides Helsinki tänavanimetusi ja täpseid kirjeldusi sellise tihedusega nagu olekski ise koguaeg karakteritel kannul. 3.5/5
February 6, 2024
Kui ma oleksingi arvanud, et tegemist ongi kriminulliga, nagu seda ilmselt mujal maailmas on üritatud müüa, siis oleksin ilmselt andnud palju madalama hinde, aga õnneks on autor varasemast hästi tuttav ja oskasin oodata, mis ta on. Ja oli just see, mis vaja - väga hästi kirjutatud armastuslugu mõnede karmide pööretega, täpsete sissevaadetega peategelase halastamatutesse eneseanalüüsidesse, üle kõige selle laiumas lausa füüsiliselt adutav Helsingi meeleolu, mida hästi mäletan.
January 24, 2020
Kjell Westölle ja kirjan kielelle olisin voinut antaa enemmänkin tähtiä. Pidän Westön kirjoitustyylistä ja kaupunkikuvauksista. Kirja itsessään on vain ihan kiva. Parasta siinä on (kielen lisäksi) rakenne. Toista lukukertaa ei kirja kestä juurikin rakenteen takia. Black noir-tyylinen rikostarina oli mukava ja helppo välipalakirja.
December 5, 2017
Siisti noir-henkinen kolmiodraama, joka vetää heti alussa mukaansa paljastamalla tarinan surullisen loppuratkaisun. Oikein hyvä rikosromaani, ja myös lievästi nostalginen aikamatka takaisin vuosituhannen vaihteeseen.
August 26, 2018
Mjääh. Jag hade relativt höga förhoppningar på den här boken, speciellt eftersom baksidestexten utlovade en ”relationsthriller”. Men helt okej ändå.
November 26, 2018
Lähti hyvin käyntiin, mutta aloin menettää tähän mielenkiintoani puolivälin tienoilla. Loppu oli vähän äh.
September 29, 2019
Odotin aikoinaan tältä kirjalta paljon ja oli kyllä aikamoinen pettymys. Westö tule takaisin!
March 5, 2020
Det är någonting med Westös språk ... Jag känner mig alltid lite som hemma i hans fiktiva världar.
January 12, 2021
Heikoin Westön teoksista. Perusdekkari, ei erotus vastaavien massasta.
July 15, 2021
3.5 tähteä, koska Westön kohdalla en kykene puolueettomuuteen.
August 30, 2022
Lost interest after half of it. Will try another Westö
August 8, 2023
It's not bad but I prefer KW's books portraying Finland in the first half of the 20th century.
March 16, 2017
Föredetta TV-personligheten Lang har ställt till med något jobbigt - detta får man veta redan i början av boken då han ringer till sin ungdomsvän mitt i natten och vill låna en stor spade. Därefter får vi via ungdomsvännens narrativ läsa om vad som ledde till den förfärliga händelsen och natten med spaden.
Många har tyckt att personerna i denna bok (som i övriga Westös verk) förblir kalla och icke-trovärdiga. Själv har jag däremot upplevt att det finns rum för att själv fylla i luckorna som finns runt de stora frammålade karaktärsdragen. Det fungerar bra, om man nu råkar gilla att få själv bestämma lite - och det gillar jag.
Många har tyckt att personerna i denna bok (som i övriga Westös verk) förblir kalla och icke-trovärdiga. Själv har jag däremot upplevt att det finns rum för att själv fylla i luckorna som finns runt de stora frammålade karaktärsdragen. Det fungerar bra, om man nu råkar gilla att få själv bestämma lite - och det gillar jag.
August 13, 2024
Jeg tror ikke, at den her roman fra 2002 kunne udgives i dag. Den skulle i så fald ligge og modne lidt mere på Westös skrivebord og blive udviklet til en tv-serie. Eller måske skulle den bare skrottes. Den er fyldt med gammelfar-sexisme og gammeldags kvindesyn. Og lidt for håbefuldt syn på de mandlige karakterers omnipotentialitet - og potens.
"Lang" er ikke oversat til dansk. Det behøver den heller ikke blive. Det bedste ved den er, som i Westös andre bøger, at Helsingfors, min skønne nye hjemby, spiller en stor rolle. Det er morsomt at følge alle de stednavne jeg er begyndt at kende så godt: Topeliusgatan, Runeberggatan, Mannerheimvägen, Hesperiaparken, Tölöviken, Tölö Torg med Mama Rosa, Manala og Tin Tin Tango (stamsted), Boulevardi, Esplanaden, Skillnaden, Femkanten, Stora Robertsgatan, Helsingegatan, Citypassagen, Glaspalatset, Biblioteket i Richardsgatan, Frederiksgatan, Annegatan, Eriksgatan, Petersgatan, Fabriksgatan, fodboldbanen ved Johanneskirken, Villagatan - og Drumsjö, Gräsviken, Västra hamnen osv. Og så mødestedet "under Stockmanns ur"... alt det er sjovt for mig at genkende. Og jeg kan levende spejle mig i Lang-karakterens forelskelse i byens skønhed og dens virvar af tinder og tårne og sorte og grønne tegltag (s. 35). Men når dét så er sagt... puh ha, hvor skal man næsten starte.
For det første så er en af bogens grundpræmisser: Langs stormende forelskelse i Sarita er utroværdigt beskrevet. Det går fra at han har kastet et enkelt blik på hende til at han bliver besat, jagter hende uden held længe - og pludselig bor de nærmest sammen og han er "far" for hendes søn. Alle mellemregninger må ligge hjemme i Westös skuffe. På intet tidspunkt føler jeg at det er en ægte stormende forelskelse, der beskrives. Det er som en skitse, der ikke er færdigbearbejdet.
For det andet er der løbende en række voldsomt irriterende beskrivelse af kvinder, der tingsliggøres og tælles i bundter. Mænds ekskoner er et begreb, det er bare noget man har, ligesom man har minder fra skoletiden. Langs første kone, Anni, beskrives (s. 123-124) fx. sådan her. "För första gången mer än ett decennium såg Lang sin enda avkommas mor som en hel människa, inte som en intelligent bitch som öste sarkasmer över honom per telefon. När de i tiden skildes efter elva stormiga år hade de varit grundligt trötta på varandra, och Anni hade dessutom varit bitter över Langs, som det visat sig, omfattande otrohet." Alene det at han skriver "intelligent bitch" og beskriver hende som "bitter" på grund af hans omfattende utroskab. Åh altså... hvem gider helt ærligt høre mere fra den mand? Der kalder en kvinde for en bitch, fordi hun ikke accepterer hans utroskab.
Selv Sarita, som han bogen igennem skulle være voldsomt forelsket i, beskriver han til sidst i bogen som at hun ser slidt og brugt ud. "Brugt" - hvor grimt et udtryk. Og igen underligt utroværdigt, da han bogen igennem kæmper lidt med at stå ved sin egen lidt aldrende krop i forhold til Saritas unge og spændstige samme.
Og da Sarita tydeligvis er udsat for vold fra sin exmand Markos side, anmelder Lang det ikke til politiet - fordi det vil skabe fuore, når han er så kendt som han er. I virkeligheden er han ikke så kendt i virkeligheden mere, men inde i sit eget hoved er Lang en evig A-liste-kendis. Tragikomisk.
S. 137 kigger Saritas veninde Kirsi på Lang "med avsmak i blicken, som om han representerat allt som var ruttet och fel med närmare tre miljarder män." - jamen lige præcis. Sådan har jeg det næsten også med ham. Lang er i familie med Michel Houellebecqs mandlige hovedpersoner. Evigt optagne af især kvinders udseende, ekstremt fokuseret på sex og med et forvrænget selvbillede.
S. 153 siger Meriö, TV-kanalejeren, til Lang: "Du har inte klarat av att ta steget in i det nya årtusendet. Du sitter fast i gammalt tankegods." - det samme kan vi nok sige til Westö. Men - det er jo heller ikke sikkert han ville skrive historien på samme måde i dag. Tyve år er gået og #metoo har været verden rundt.
Man skal ikke starte med at læse denne roman af Kjell Westö. Den er ikke vigtig. Den eneste grund til at JEG læste den færdig var pga. "Helsingfors-perspektivet" - og mindre grad selve plottet, som langsomt udrulles til sidst. Men dog blev jeg nødt til at læse færdig for at finde ud af, om det var en krimi, jeg var igang med at læse. Det fandt jeg aldrig ud af. Men der var da elementer af det. Og så noget dårlig barndom, psykisk sygdom i familien og venskab mellem en rig dreng og en fattig dreng i en Helsingfors-forstad, som der ofte er i Westös univers. Og som personligt kuriosum var der en søskendeflok der hedder Kim, Kaj og Karina. Dem der kender mig, ved hvorfor :-)
Skynd jer at læse noget andet af Westö :-)
"Lang" er ikke oversat til dansk. Det behøver den heller ikke blive. Det bedste ved den er, som i Westös andre bøger, at Helsingfors, min skønne nye hjemby, spiller en stor rolle. Det er morsomt at følge alle de stednavne jeg er begyndt at kende så godt: Topeliusgatan, Runeberggatan, Mannerheimvägen, Hesperiaparken, Tölöviken, Tölö Torg med Mama Rosa, Manala og Tin Tin Tango (stamsted), Boulevardi, Esplanaden, Skillnaden, Femkanten, Stora Robertsgatan, Helsingegatan, Citypassagen, Glaspalatset, Biblioteket i Richardsgatan, Frederiksgatan, Annegatan, Eriksgatan, Petersgatan, Fabriksgatan, fodboldbanen ved Johanneskirken, Villagatan - og Drumsjö, Gräsviken, Västra hamnen osv. Og så mødestedet "under Stockmanns ur"... alt det er sjovt for mig at genkende. Og jeg kan levende spejle mig i Lang-karakterens forelskelse i byens skønhed og dens virvar af tinder og tårne og sorte og grønne tegltag (s. 35). Men når dét så er sagt... puh ha, hvor skal man næsten starte.
For det første så er en af bogens grundpræmisser: Langs stormende forelskelse i Sarita er utroværdigt beskrevet. Det går fra at han har kastet et enkelt blik på hende til at han bliver besat, jagter hende uden held længe - og pludselig bor de nærmest sammen og han er "far" for hendes søn. Alle mellemregninger må ligge hjemme i Westös skuffe. På intet tidspunkt føler jeg at det er en ægte stormende forelskelse, der beskrives. Det er som en skitse, der ikke er færdigbearbejdet.
For det andet er der løbende en række voldsomt irriterende beskrivelse af kvinder, der tingsliggøres og tælles i bundter. Mænds ekskoner er et begreb, det er bare noget man har, ligesom man har minder fra skoletiden. Langs første kone, Anni, beskrives (s. 123-124) fx. sådan her. "För första gången mer än ett decennium såg Lang sin enda avkommas mor som en hel människa, inte som en intelligent bitch som öste sarkasmer över honom per telefon. När de i tiden skildes efter elva stormiga år hade de varit grundligt trötta på varandra, och Anni hade dessutom varit bitter över Langs, som det visat sig, omfattande otrohet." Alene det at han skriver "intelligent bitch" og beskriver hende som "bitter" på grund af hans omfattende utroskab. Åh altså... hvem gider helt ærligt høre mere fra den mand? Der kalder en kvinde for en bitch, fordi hun ikke accepterer hans utroskab.
Selv Sarita, som han bogen igennem skulle være voldsomt forelsket i, beskriver han til sidst i bogen som at hun ser slidt og brugt ud. "Brugt" - hvor grimt et udtryk. Og igen underligt utroværdigt, da han bogen igennem kæmper lidt med at stå ved sin egen lidt aldrende krop i forhold til Saritas unge og spændstige samme.
Og da Sarita tydeligvis er udsat for vold fra sin exmand Markos side, anmelder Lang det ikke til politiet - fordi det vil skabe fuore, når han er så kendt som han er. I virkeligheden er han ikke så kendt i virkeligheden mere, men inde i sit eget hoved er Lang en evig A-liste-kendis. Tragikomisk.
S. 137 kigger Saritas veninde Kirsi på Lang "med avsmak i blicken, som om han representerat allt som var ruttet och fel med närmare tre miljarder män." - jamen lige præcis. Sådan har jeg det næsten også med ham. Lang er i familie med Michel Houellebecqs mandlige hovedpersoner. Evigt optagne af især kvinders udseende, ekstremt fokuseret på sex og med et forvrænget selvbillede.
S. 153 siger Meriö, TV-kanalejeren, til Lang: "Du har inte klarat av att ta steget in i det nya årtusendet. Du sitter fast i gammalt tankegods." - det samme kan vi nok sige til Westö. Men - det er jo heller ikke sikkert han ville skrive historien på samme måde i dag. Tyve år er gået og #metoo har været verden rundt.
Man skal ikke starte med at læse denne roman af Kjell Westö. Den er ikke vigtig. Den eneste grund til at JEG læste den færdig var pga. "Helsingfors-perspektivet" - og mindre grad selve plottet, som langsomt udrulles til sidst. Men dog blev jeg nødt til at læse færdig for at finde ud af, om det var en krimi, jeg var igang med at læse. Det fandt jeg aldrig ud af. Men der var da elementer af det. Og så noget dårlig barndom, psykisk sygdom i familien og venskab mellem en rig dreng og en fattig dreng i en Helsingfors-forstad, som der ofte er i Westös univers. Og som personligt kuriosum var der en søskendeflok der hedder Kim, Kaj og Karina. Dem der kender mig, ved hvorfor :-)
Skynd jer at læse noget andet af Westö :-)
February 5, 2019
Vanhempaa Westöä. Olen lukenut satunnaisessa järjestyksessä. Tarina kantaa ja kuljettaa tässäkin. Vähemmän henkilöhahmoja kuin uudemmissa. Tapahtumat sijoittuvat lyhyemmälle aikajanalle kuin muissa lukemissani. Tämä kertaa positiivista tässä teoksessa.
March 16, 2017
Yes - in the end a disappointment - kept waiting for something unusual or interesting - never happened, will try one more by author
This entire review has been hidden because of spoilers.
March 3, 2024
Tavoitteena lukea kaikki Finlandia-palkintoehdokkaat:
(1984-2001, 2003: 142/142)
2002: 5/6
1984-2023: 147/268
4+/5. Viimeistään tällä kolmannella Finlandia-ehdokkuudellaan Kjell Westöstä taisi tulla vakiokasvo Finlandia-ehdokkaiden joukkoon Edeltävät ehdokasteokset olivat Utslag (Merkitty) 1990 ja Vådan av att vara Skrake (Isän nimeen) 2000. Tätä dekkaria(?) taisin pitää näistä kolmesta jopa parhaimpana.
(1984-2001, 2003: 142/142)
2002: 5/6
1984-2023: 147/268
4+/5. Viimeistään tällä kolmannella Finlandia-ehdokkuudellaan Kjell Westöstä taisi tulla vakiokasvo Finlandia-ehdokkaiden joukkoon Edeltävät ehdokasteokset olivat Utslag (Merkitty) 1990 ja Vådan av att vara Skrake (Isän nimeen) 2000. Tätä dekkaria(?) taisin pitää näistä kolmesta jopa parhaimpana.
February 3, 2016
(ворнинг: овер-экспрессия и нелицеприятные характеристики героев)
Не знаю, какого черта меня понесло в степь Текста. Это издательство попадает в тему через раз; в неудачные дни у них даже скандинавы выглядят дебилами. Ланг – типичная такая стори оф май лайф, приправленная рефлексией. Это согласовано с реализмом, обилием неинтересных подробностей из жизни героя и разверткой с конца. Ланг сидит в тюрьме и рассказывает, как дошел до жизни такой. Даже не он лично повествует, а избранный им дружбан-писатель.
Только на третьей текстовой книге подряд я конкретно так споткнулась. Не выношу замкнутых пространств, где герои варятся в собственном соку. Ланг тусует в логове любовницы, и на каждой странице все одно и то же – он дарит ее сыну подарок, волнуется по поводу мести бывшего мужа, готовит жрачку, а потом на протяжении еще трех страниц описывает, как восхитительна любовница в постели и за что он ее так любит. И так повтором еще раз десять. Я за него рада. Но мне это совсем не интересно.
Отношения, построенные на постоянном постельном режиме, быстро надоедают, хоть к ним и привыкаешь. А если тебе изменит твоя любовница, то это ускорит распад отношений. О, как прекрасно показано это все в книге. Можно допостелиться с кем-то до того, что уже тошно смотреть на него.
При двадцать пятом пояснении, что ляжки у Сариты необыкновенны, она очень мило шепелявит его имя и между ними с самого начала была особенная связь, мне захотелось утопить всех героев этой книги, и даже рассказчика, чьей лопатой закапывали труп. Единственная интрига состояла в том, что фиг догадаешься, кого же Ланг все же пришил и поехал закапывать в лесу (об этом говорится на первых же страницах) – то ли любовницу, то ли ее бывшего, то ли вообще кого-то левого, и грядущая история любви нужна лишь для отвода глаз.
Главная героиня по имени Сарита – недалекая подстилка. Если в начале знакомства с Лангом она была загадочной и непонятной (Саландер-стайл), то после первого же кроватного знакомства стала проявлять неуверенность в себе и стала такой типичной теткой, с которой хорошо, но скучно. Собственно, неглупый такой себе Ланг поэтому и проводил с ней столько времени в постели – поговорить с ней откровенно не о чем. Плюс к этому она страдает любовью к своему бывшему мужу, с которым они резвились в снегу – говорит, никогда не испытывала ничего подобного, и влечение к нему побеждает все. Слабохарактерная шваль, вот ты кто, Саритушка. (спойлер:а в итоге, пока Ланг будет гнить за нее в тюрьме, она будет стелиться под нового кавалера помоложе)
Ланг – типичный мужик, думает об увядании своей пиписьки на склоне лет и качается в тренажерке, дабы соответствовать своей молодой любовнице. Ведет какую-то остро-социальную программу на ТВ, но выпускает удачные серии только по настроению. Неуравновешенный, недолюбленный мужик, который сам не знает, чего хочет. И слегка психопатит.
Единственный, кто заслужил моей симпатии – это продюсер Ланга. Вот уж на что энергичный, вспыльчивый и отходчивый мужик. Фамилию не вспомню. Но он мил.
Абсолютно бестолковая книга. Хочу вереск, чтобы горы разговаривали с равниной, овечки скакали по холмам, выйти из машины и убежать в лес за зайцем.
annikeh.net
Не знаю, какого черта меня понесло в степь Текста. Это издательство попадает в тему через раз; в неудачные дни у них даже скандинавы выглядят дебилами. Ланг – типичная такая стори оф май лайф, приправленная рефлексией. Это согласовано с реализмом, обилием неинтересных подробностей из жизни героя и разверткой с конца. Ланг сидит в тюрьме и рассказывает, как дошел до жизни такой. Даже не он лично повествует, а избранный им дружбан-писатель.
Только на третьей текстовой книге подряд я конкретно так споткнулась. Не выношу замкнутых пространств, где герои варятся в собственном соку. Ланг тусует в логове любовницы, и на каждой странице все одно и то же – он дарит ее сыну подарок, волнуется по поводу мести бывшего мужа, готовит жрачку, а потом на протяжении еще трех страниц описывает, как восхитительна любовница в постели и за что он ее так любит. И так повтором еще раз десять. Я за него рада. Но мне это совсем не интересно.
Отношения, построенные на постоянном постельном режиме, быстро надоедают, хоть к ним и привыкаешь. А если тебе изменит твоя любовница, то это ускорит распад отношений. О, как прекрасно показано это все в книге. Можно допостелиться с кем-то до того, что уже тошно смотреть на него.
При двадцать пятом пояснении, что ляжки у Сариты необыкновенны, она очень мило шепелявит его имя и между ними с самого начала была особенная связь, мне захотелось утопить всех героев этой книги, и даже рассказчика, чьей лопатой закапывали труп. Единственная интрига состояла в том, что фиг догадаешься, кого же Ланг все же пришил и поехал закапывать в лесу (об этом говорится на первых же страницах) – то ли любовницу, то ли ее бывшего, то ли вообще кого-то левого, и грядущая история любви нужна лишь для отвода глаз.
Главная героиня по имени Сарита – недалекая подстилка. Если в начале знакомства с Лангом она была загадочной и непонятной (Саландер-стайл), то после первого же кроватного знакомства стала проявлять неуверенность в себе и стала такой типичной теткой, с которой хорошо, но скучно. Собственно, неглупый такой себе Ланг поэтому и проводил с ней столько времени в постели – поговорить с ней откровенно не о чем. Плюс к этому она страдает любовью к своему бывшему мужу, с которым они резвились в снегу – говорит, никогда не испытывала ничего подобного, и влечение к нему побеждает все. Слабохарактерная шваль, вот ты кто, Саритушка. (спойлер:
Ланг – типичный мужик, думает об увядании своей пиписьки на склоне лет и качается в тренажерке, дабы соответствовать своей молодой любовнице. Ведет какую-то остро-социальную программу на ТВ, но выпускает удачные серии только по настроению. Неуравновешенный, недолюбленный мужик, который сам не знает, чего хочет. И слегка психопатит.
Единственный, кто заслужил моей симпатии – это продюсер Ланга. Вот уж на что энергичный, вспыльчивый и отходчивый мужик. Фамилию не вспомню. Но он мил.
Абсолютно бестолковая книга. Хочу вереск, чтобы горы разговаривали с равниной, овечки скакали по холмам, выйти из машины и убежать в лес за зайцем.
annikeh.net
October 13, 2011
Woman trouble is big trouble
I remembered the time when a woman tricked me to something. Of course, I fell for her, and when love is blind, it casts the lover in the same plight as well. The end result was a loss not only monetarily but also drained me of my ego and well-being.
I should’ve listened to my mother then. She warned me before all of it happened.
Lang for me felt at home with that unsavoury memory in my past. True to its words, it is half a psychological novel and a suspenseful novel of some sort. Told through Christian (Kride for short) Lang’s friend Konrad Wendell, Lang tells the banal story of a man’s journey to self-destruction just because a woman came to his life, they had sex, believed in love and happiness ever after, and soon, consummated by that passion and lust welling inside him, he commits crime to support the female vice. The novel is a textbook example of painting jealousy, the feelings that arise from it, and where one goes far for it.
There were parts that weakened the book for me personally, some plot holes that were saved slightly by the unreliable narrator. One aspect was when Marko visited Sarita and Lang heard them, presumably having sex, judging from what he heard. This wasn’t opened in several subsequent chapters and in the end it’ll give a vague picture of Sarita being the user that she always was.
Another was the confusion of place names. Having been weaned with Nordic thrillers for some time, the road names were all familiarly Swedish but the novel took place in Finland. There are Swedish speakers in Finland but with street names in Swedish, one can’t be helped but be confused.
Finally, there’s the persistence of flashbacks. While I admire putting in pockets of information about Estelle, or Lang’s friendship with Konrad, I desperately wanted more out of Sarita, who she is and what she was, which, for all I know, may or may not be deliberately revealed in the book.
I remembered the time when a woman tricked me to something. Of course, I fell for her, and when love is blind, it casts the lover in the same plight as well. The end result was a loss not only monetarily but also drained me of my ego and well-being.
I should’ve listened to my mother then. She warned me before all of it happened.
Lang for me felt at home with that unsavoury memory in my past. True to its words, it is half a psychological novel and a suspenseful novel of some sort. Told through Christian (Kride for short) Lang’s friend Konrad Wendell, Lang tells the banal story of a man’s journey to self-destruction just because a woman came to his life, they had sex, believed in love and happiness ever after, and soon, consummated by that passion and lust welling inside him, he commits crime to support the female vice. The novel is a textbook example of painting jealousy, the feelings that arise from it, and where one goes far for it.
There were parts that weakened the book for me personally, some plot holes that were saved slightly by the unreliable narrator. One aspect was when Marko visited Sarita and Lang heard them, presumably having sex, judging from what he heard. This wasn’t opened in several subsequent chapters and in the end it’ll give a vague picture of Sarita being the user that she always was.
Another was the confusion of place names. Having been weaned with Nordic thrillers for some time, the road names were all familiarly Swedish but the novel took place in Finland. There are Swedish speakers in Finland but with street names in Swedish, one can’t be helped but be confused.
Finally, there’s the persistence of flashbacks. While I admire putting in pockets of information about Estelle, or Lang’s friendship with Konrad, I desperately wanted more out of Sarita, who she is and what she was, which, for all I know, may or may not be deliberately revealed in the book.
Read
February 18, 2017Emne: kærlighed ; mænd ; forfængelighed
Christian Lang, tv-vært i Helsingfors, har altid haft et misundelsesværdigt liv, men da han forelsker sig i den gådefulde Sarita og drages ind i hendes liv, begynder tilværelsen hastigt at vise sin komplicerede side
https://netpunkt.dk/pop_vis.php?targe...
Kilde: DBC
Christian Lang, tv-vært i Helsingfors, har altid haft et misundelsesværdigt liv, men da han forelsker sig i den gådefulde Sarita og drages ind i hendes liv, begynder tilværelsen hastigt at vise sin komplicerede side
https://netpunkt.dk/pop_vis.php?targe...
Kilde: DBC
Displaying 1 - 30 of 48 reviews