Afslutninger Quotes

“På min vej hen mod kirkegården kommer jeg ind under et æbletræ, og vinden får blomsterne til at drysse ned over mig som lyserød sne. Det kommer helt bag på mig, og jeg kommer til at le så højt, at en mand glor undrende på mig, og jeg skynder mig ind ad porten til kirkegården. At le højt alene er en af de ting, der får folk til at tænke, man er skør.”
― Kim Andrea Brofeldt, Afslutninger

“Mit tørklæde trækker jeg op over håret, da jeg går, som beskyttelse mod regnen.
Jeg kan ikke lide at bruge paraply. Min farmor gik altid med paraply, når det regnede, og jeg har aldrig kunnet lide den måde, paraplyer lukker himlen ude på.”
― Kim Andrea Brofeldt, Afslutninger

“Det eneste, der bryder sommerrutinen på arbejdet denne uge, er et dødsfald. Gnavne gamle Kirsten, der hellere vil glo ned i en bog end tale med nogen, falder om med et hjertestop midt under aftensmaden og river dugen med sig ned på gulvet, så tarteletter og høns i asparges flyder ud over det hele. Mens mine kolleger forsøger at få styr på rodet og liv i Kirsten, samler jeg den bog op, hun var i gang med, og stikker den ned i min bukselinning under blusen.”
― Kim Andrea Brofeldt, Afslutninger

“Chrisser… Far. Kan du ikke gå lidt langsommere?”
Han så ned på hende igen, hun småløb for at følge med ham. Han stoppede op.
“Jo. Hvad med at vi laver et kompromis? Så går jeg lidt langsommere og du går lidt hurtigere?”
Hun så tænksomt op på ham. Så nikkede hun. Og han tænkte at allerede nu, var han en bedre far, end hans egen far havde været. Hans far indgik hverken kompromiser eller holdt i hånden.
Oplivet af den tanke rankede han ryggen og styrede dem i retning af supermarkedet. Han bemærkede ikke, at hun igen måtte småløbe for at holde trit med ham.”
― Kim Andrea Brofeldt, Afslutninger

“Det er ikke kun det at hun skal dø...” siger hun og drikker resten af vinen i glasset “det er det, at hun skal væk alene. At jeg ikke kan følge hende der, hvor hun nu skal hen, hjælpe hende med at pakke sine ting ud og gøre det lidt hyggeligt for hende. Hun er kun seks år. Hvordan skal hun kunne tage et sted hen, hvor jeg ikke kan passe på hende?”
― Kim Andrea Brofeldt, Afslutninger

“Sarah?” hvisker han. Hans stemme er helt lille og tynd i mørket.
“Mmmm”
“Kender du nogen, der er døde?”
“Ja.”
“Hvad tror du, der sker når man dør?”
Jeg tænker længe over svaret. Hvad tror jeg egentlig selv? Selv om jeg har brugt det meste af mit liv på at afslutte projekter for døde mennesker, har jeg aldrig helt gjort op med mig selv, hvad jeg egentlig tror, der sker.
“Jeg tror ...” siger jeg langsomt, “... jeg tror, at verden er fyldt med energi. Sådan en stor, varm, rar klump af energi, der bliver delt ud til alt levende. Og når man ikke er levende mere, så ryger man ... tilbage i puljen.”
Han er tavs lidt.
“Den tanke kan jeg godt lide ...” siger han stille. Noget tid efter kan jeg høre på hans vejrtrækning, at han sover.”
― Kim Andrea Brofeldt, Afslutninger